Det at male er blevet en stor del af mit liv. Siden 1995, hvor jeg gik på daghold med maleri og tegning på Svendborg Kunstskole, har jeg malet ved forskellige kunstnere på kurser og alene.
Jeg maler akrylmalerier med motiver som oftest består af indtryk, lys og stemninger fra naturen. Da det ikke kun er det sete, men det oplevede, både i det store perspektiv og det nære, bliver mine malerier ekspresive naturabstraktioner.
Jeg arbejder konstant med at finde en balance mellem det abstrakte og det konkrete; mellem kaos og orden. Oftest i klare farver og helst malet i det fri.
Jeg er også meget fascineret af at arbejde med model, både som den hurtige streg og modellens bevægelser og statur. Dette udtrykker jeg både med akvarel/tusch på papir og med akryl på lærred.